Le Mans er verdens ældste motorløb og er blevet kørt siden 1923. Banen ligger lige uden for den lille franske by Le Mans. Le Mans er et 24 timers udholdelsesløb og kræver ekstremt meget af både bilen og af kørerne. Banen er kombineret af almindelige veje og strækninger, som er lavet til racerløb. Løbet organiseres af motorsportsforbundet ACO.

Le Mans er dog meget mere end bare et racerløb. Løbet starter lørdag kl.15 dansk tid og slutter søndag kl. 15 dansk tid. Dog valfarter publikum til Le Mans allerede i starten af ugen hvor løbet køres. Le Mans er et cirkus. Le Mans er en festival. Le Mans er virkelig mange ting. Blandt andet er der parade inde midt i den lille by, Le Mans, om fredagen. Omkring 200.000 mennesker invaderer Le Mans by om fredagen, og det er en folkefest uden lige. Det ender altid med en kæmpefest som løber til sent ud på nattetimerne i Le Mans by.

Løbet køres i Juni måned hvert år, og har deltagelse af cirka 60 biler. Hver bil skal have minimum tre kører tilknyttet, og der køres stints bestemt af teamet. Et stint er en fuld tank benzin. Der køres i fire forskellige klasser, og det er dermed ikke alle 60 biler der kører mod hinanden. LMP1, LMP2, GT-Pro og GT-Am er de fire klasser der køres. Vi har gennem tiden haft rigtig mange danskere med i Le Mans, også meget succesrige danskere. Tom Kristensen er nok kendt af de fleste danskere, og han står på nuværende tidspunkt for flest Le Mans sejre i træk, og har stadig rekorden for flest Le Mans sejre nogensinde. Hele 9 gange har Tom Kristensen taget hjem fra Le Mans med en 1. plads i bagagen. Han har af den årsag fået tilnavnet “Mr. Le Mans” og har legende status indenfor Le Mans.

Le Mans får nye regler ret ofte. De fleste regelændringer bunder i bekymringen om sikkerhed. Når man tænker på at hele 22 kørere er omkommet under Le Mans, så kan man godt forstå, at de bekymrer sig om sikkerheden. Senest er det desværre danske Allan Simonsen, som omkom under løbet i Le Mans. 22 Juni 2013 spandt Allan Simonsen af banen i svinget kaldet Tertre Rouge i høj fart og ramte autoværnet. Et træ placeret lige bag autoværnet var sandsynligvis skyld i de voldsomme skader, han pådrog sig og senere kostede ham livet. Kort efter det skæbnesvangre løb blev træet fjernet, og man foretog flere ændringer i svinget. Blandt andet satte man en stor dækbarriere op lige foran autoværnet.

Audi har siden 90’erne været dominerende i Le Mans, men de har nu trukket sig ud af løbet og ind er kommet teams som Toyota og Porsche. I Audis fravær har Porsche taget tre sejre på stribe i 2015, 2016 og 2017. Toyota kom tilbage på tronen med sejren her i 2018 foran Porsche.

I løbet af årene har man haft flere forskellige måder at starte løbet på. En af de mest underholdende var at bilerne var parkeret på skrå langs pitvæggen og kørerne skulle så ved løbstart, løbe ned til deres biler, hoppe ind i dem, starte og så ellers afsted. Denne måde at starte ændrede man, igen grundet sikkerhed, og den dag idag bruger man det, man kalder en rullende start. Bilerne kommer trillende ned mod mållinjen og præcis kl. 15.00 køres der over stregen. Så er Le Mans i gang.